Det overordnede formål med Deep End Denmark er at skabe mere lighed i sundhed for borgere og bedre trivsel for praktiserende læger i belastede områder i Danmark. Deep End Denmark vil etablere et samlet netværk og en række regionalt forankrede netværksgrupper af læger, som deler erfaringer og udvikler gode løsninger for læger i disse belastede områder. Videndelingen understøttes af et forskningsteam, der skal videreudvikle de ideer og løsningsforslag, som bringes op i grupperne. Endvidere er det formålet, at denne viden skal stilles til rådighed for kolleger i hele landet.